Det var en særdeles rystet Kurt Thorsen, der modtog dommen på fem års fængsel fra dommer Charlotte Meincke i Københavns Byret i dag.
Kurt Thorsen får to års fængsel for skattesvig og tre år oveni, som er reststraf fra hans tidligere dom i PFA-sagen. Derudover skal han betale en bøde på 5,85 millioner kroner.
"Jeg synes, det er uretfærdigt - meget. Det er mig helt uforståeligt, at de kan komme til det resultat," sagde Kurt Thorsen efter dommen.
Ifølge anklagemyndigheden har Kurt Thorsen snydt statskassen for godt fem millioner skattekroner, han ikke har betalt for en indtægt på mere end ti millioner kroner i årene 2005-2006, hvor han var konsulent på et byggeprojekt på Amager. Anklagerens ønske om straffens længde valgte dommeren at følge.
Thorsens forsvarer, Ebbe Mogensen, har under hele retssagen fastholdt, at Thorsen ikke var skattepligtig i den periode, da han var flyttet til England tilbage i 1999 og kun var i Danmark i forbindelse med PFA-sagen og den efterfølgende straf, han fik dengang.
"Nu vil jeg lige fordøje det, og så må vi se, hvad vi gør. Det havde jeg bestemt ikke regnet med. Det havde jeg ikke. Det er jo helt klart, at det er en uretfærdig dom," sagde Kurt Thorsen, som har udbedt sig betænkningstid i forhold til en eventuel anke af dommen.