En medarbejder beskyldes for sexchikane af sine kolleger. En betjent får øgenavnet lommepsykologen , fordi vedkommende taler meget med de indsatte. Nye medarbejdere lægges på is.
Og andre beskyldes for druk og utroskab, fordi de er raget uklar med den hårde kerne.
I årevis har forholdet mellem fængselsbetjentene på Anstalten ved Herstedvester – der huser nogle af de hårdeste kriminelle i Danmark – været forpestet. Det viser en ny undersøgelse, som Kriminalforsorgen har bestilt hos Kammeradvokaten.
Undersøgelsen bygger på en lang række samtaler med nuværende og tidligere ansatte i fængslet.
Ondskab
I undersøgelsen beskrives det, hvordan der i årevis har været en mindre gruppe betjente, der har ført en »nedladende«, »ondskabsfuld« og »hård« tone over for de andre. Især tonen mellem medarbejdere og fængslets afdelingsledere og chefer har været ualmindelig hård.
Hvis medarbejdere avancerede til ledere i fængslet, kunne der blive smedet rygter om, hvordan de tog del i sexchikane eller drak sig overdrevent fulde til fester, fortæller medarbejdere anonymt.
I 2003 fortælles det, hvordan fængselsbetjentenes lokale formand – som én beskriver som »slangen i Paradis« – opfordrede sine kolleger til at finde »alt snavs« på en afdelingsleder.
Lederen blev derefter udsat for rygter om sexchikane mod en kvindelig medarbejdere.
Kort før nytår 2004 var stemningen så anspændt, at fængselsinspektøren ikke ville gå rundt på anstalten og ønske god jul, som han plejede. Han deltog heller ikke i julefrokosten.
I marts 2007 fik fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen en rundvisning af en betjent, der havde aftenvagt. De personer, hun mødte, hilste ikke på hende. Og inspektøren fandt ud af, at ingen efterfølgende ville samarbejde med den betjent, der havde vist hende rundt.
Hierarki
I 2006 blev en afdelingsleder udsat for et mistillidsvotum af en gruppe betjente, der ville have ham fyret. Lederen blev desuden udstillet som »den grimme mand« og udsat for rygter om, at han drak på arbejde og var utro.
Mobning af de nærmeste kolleger har også fundet sted flere gange. Især har nye medarbejder skullet acceptere et »udtalt hierarki«, hvor de garvede betjente sidder på magten.
»Det tager 10 minutter at dumme sig, men det tager 10 år at genoprette sit omdømme,« lyder et ordsprog på anstalten ifølge undersøgelsen.
Det har flere medarbejdere mærket. Nogle er blevet ignoreret, »frosset ude« eller talt til i enstavelsesord.
»Det lå i luften, at hver enkelt skulle rette ind i forhold til fællesskabet – enten fik man det at vide, eller også gjorde man det bare,« fortæller en medarbejder.
Ikke alle ansatte er enige i påstandene. Fængselsfunktionærernes formand Kim Østerbye mener, at undersøgelsen giver et noget overdrevet billede af situationen. Han siger dog:
»Når man til daglig er vidne til trusler fra indsatte og ulykkelige historier, kan det desværre smitte af på omgangstonen. Det opstår en form for galgenhumor og en hård måde at tale til hinanden på. Derfor er det vigtigt, at Kriminalforsorgen sætter meget mere fokus på det psykiske arbejdsmiljø,« siger han.