Fem fængselsfunktionærer er netop blevet frifundet for grov vold ved Københavns byret.
Tiltalen lød på, at de i Politigårdens Fængsel i København skulle have brugt overdrevet magtanvendelse over for en udenlandsk indsat.
Afgørelsen kommer som en stor lettelse for de fem tiltalte. Sagen har nemlig været en belastning både på jobbet og på hjemmefronten, fortæller fællestillidsrepræsentant i Københavns Fængsler, David Jensen.
"De har haft det hårdt, fordi de hele tiden har sagt, at de ikke er gået over grænserne. De har bare passet deres arbejde," siger han til Newspaq kort efter dommen.
Sagen handlede om, at den indsatte blev voldelige i en såkaldt isolationscelle. Betjente følte, at de blev nødt til at skride ind, fordi de frygtede, at han ville gøre skade på sig selv.
"Da de så åbner døren (ind til cellen, red.) bliver han udadreagerende mod dem. Så er der selvfølgelig kun én ting at gøre. På samme måde, som når politiet bliver overfaldet - og det er at bruge magt," forklarer David Jensen, der har støttet fængselsbetjentene under hele sagen, om den kedelige episode.
Formand i Fængselsforbundet, Kim Østerbye, mener, at frifindelsen er en løftet pegefinger til Kriminalforsorgen om, at det kræver langt bedre eftertanke før man politianmelder fængselsbetjente.
"Det er mit indtryk, at hvor man tidligere havde forsøgt at afdække en situation som den her internt i systemet, inden man skred til en politianmeldelse, så gør man det nu bare med det samme," siger han.