Ejere af Facebook- og Twitterprofiler i England kan se frem til en forhøjelse af deres forsikringspræmie. Danskerne slipper lidt endnu.
Det er de engelske forsikringsselskaber, der nu overvejer at forhøje forsikringspræmien hos brugere af sociale netværkssider. De drejer sig om de brugere, der er særligt aktive med statusopdateringer, og dermed indirekte er skyld i indbrud.
I Danmark er et lignende forslag dog ikke på trapperne, mener kommunikationsdirektør hos Tryg, Troels Rasmussen.
"Vi har ingen aktuelle overvejelser om at gøre det samme i Danmark. Det har slet ikke været til diskussion," fortæller Troels Rasmussen til nordjyske.dk.
Den teknologiske udvikling er ifølge Troels Rasmussen grunden til, at han ikke tror på en lignende udvikling hos danske forsikringsselskaber.
Han mener, at Facebook og Twitter er en del af det moderne samfund, som fører lige mange fordele og ulemper med sig.
For eksempel har danskerne fået stærkere låse, end vi havde for år tilbage.
"Facebook-korrespondancen skal være mere end almindelig vanvittig og dum, før de danske forsikringer vil sætte hælene i. Hvis man skriver til alle, at nu tager jeg på ferie i 14 dage og døren står åben, ja, så kan det godt være, vi overvejer sagen en ekstra gang," siger Troels Rasmussen.