Hver gang du tjekker Facebook på mobilen og støder ind i en reklame, så ryger der penge i lommen på Facebook.
Reklame på brugernes mobiltelefoner er ifølge Facebook med til at øge selskabets omsætning med 38 procent i forhold til samme kvartal sidste år.
Facebooks omsætning i første kvartal blev 1,46 milliarder dollar eller 8,22 milliarder danske kroner, mod 1,06 milliarder dollar samme periode sidste år - svarende til 5,97 milliarder danske kroner, oplyser Facebook i selskabets kvartalsregnskab.
Annoncer på mobile platforme tegnede sig for 30 procent af selskabets samlede reklameindtægter i første kvartal 2013, hvilket er en stigning fra en andel på 23 procent i fjerde kvartal af 2012.
Facebook tjente 219 millioner dollar eller omkring 1,23 milliarder kroner i de første tre måneder af året, sammenlignet med 205 millioner dollar eller 1,15 milliarder kroner i første kvartal 2012.
Trods stigningen i Facebooks omsætning dykkede aktien kort efter regnskabets offentliggørelse på den amerikanske børs.
/ritzau/Reuters