Da oprøret begyndte at ulme i Egypten, blev adgangen til internettet hurtigt lukket, så der ikke kunne planlægges omfattende demonstrationer via Facebook og andre sociale medier.
Efter en nat med hundredetusinder af demonstranter på gaderne er blokeringen af internettet nu ophævet. Det skriver Reuters.
Det sker dagen efter præsident Mubaraks meddelelse om, at han vil trække sig tilbage efter næste valg.
Efter den udmelding opfordrer hæren nu egypterne til at afblæse demonstrationerne, fordi "det normale liv skal bringes tilbage til Egypten."
Det er ikke kun blokaden af informationerne på internettet, der er blevet lempet. Udgangsforbufdet er også blevet forkortet, så det nu først gælder fra klokken 17 og varer til klokken 7 i morgen tidlig. Hidtil har det varet fra 15 om eftermiddagen til klokken 8 om morgenen.
Kilde: Politiken