Man skal ikke lægge sig ud med Facebook - slet ikke hvis man driver en pornoside og lader sig inspirere lidt for meget af netbrugernes foretrukne tidsfordriv.
Det sociale netværk, der i dag tæller mere end 500 millioner brugere, sagsøger nu pornosiden Faceporn for at kopiere Facebook-logoet, websitet og varemærket 'væggen'.
Det skriver computerworld.com.
"Vi mener ikke, at Faceporn bør kunne tjene penge på vores navn og samtidig ødelægge vores brand," siger Facebooks talsmand, Simon Axten, til computerworld.com.
Sagsanlægget faldt den 15. oktober, og begge parter skal møde op i retten i Californien den 21. januar.
Faceporn.com er i øjeblikket nede. Bag siden står en mand ved navn Thomas Pedersen. Det vides ikke, om han er fra Skandinavien.
Facebook er flere gange blevet kritiseret for at være for storsindede, når det kommer til ejerskab over almindelige engelske ord som 'face' og 'book'.