I de fleste danske soveværelser er der inviteret to ekstra gæster med, når dagen slutter, og man finder sig til rette i dobbeltsengen. To smartphones kommer nemlig ofte med i dobbeltsengen, hvor det hvide skærmlys har erstattet romantik og skær fra stearinlys. Det skriver Jyllands-Posten.
Danskerne brugere mere og mere tid på at være online på de sociale medier. På blot fem år er antallet af danskere, som går på internettet via en tablet eller en mobil, steget fra 9 procent til 63 procent.
Smartphones og tablets kommer også ofte med i dobbeltsengen og tager pladsen fra nærvær og romantik, som er vigtige i et parforhold. Det er især brugen af sociale medier som Facebook, Twitter og Instagram, som stjæler tid og sætter kæresten eller ægtefællen på andenpladsen.
Vil hellere 'like' end at kysse hinanden godnat
Parterapeuter, sexologer og psykologer advarer mod de nye gæster i soveværelset.
"De senere år har jeg oplevet en klar stigning i antallet af par, der henvender sig for at få hjælp, og hvor problemet i høj grad er, at nærværet og intimiteten er røget. Mor og far ligger i dobbeltsengen med hver sin smartphone og vil hellere bruge tid på at poste en madopskrift, læse de seneste sportsnyheder eller like et billede af naboens hund med en hat end at have god sex og kysse hinanden godnat," siger Marianne Egense, som er parterapeut, sexolog, sygeplejerske og driver Center for Sex og Samliv.
Asger Neumann, der er psykolog, parterapeut og ekstern lektor på Aarhus Universitet ser også de sociale medier som ødelæggende for parforholdet.
"Parternes massive brug af sociale medier koster i længden på parforholdet. Efterhånden bliver det mere og mere besværligt at genetablere intimiteten, og det skaber en distance mellem parterne, som går ud over passion, lidenskab og erotik," siger Asger Neumann til Jyllands-Posten.
Han peger på, at man i et parforhold skal huske at prioritere at have tid med hinanden.