"Øv en fuser."
Var du også en af dem, der med skuffelse måtte se din nytårsraket fuse ud til det rene ingenting? Så fat mod. Du kan nemlig få byttet fuseren til kroner og øre. Det skriver Fyens Stiftstidende
"Man har præcis de samme rettigheder, som på alle andre varer, siger Susanne Hounsgaard, der er indkøbschef Dansk Supermarked.
Men du skal ikke tage krudtskuffelserne med tilbage til butikken, hvor du købte det. I stedet skal du væbne dig med bonen på købet.
"Som udgangspunkt tror vi på, hvad kunden siger. Men normalt vil vi bede om en kvittering. Det bedste er at henvende sig i kundeservice, men man kan også skrive en mail," siger Susanne Hounsgaard.
Da butikkerne kun må forhandle de sprængfarlige nytårsløjer i december måned, kan du ikke få byttet fuseren ud med en ny prægtig raket. Til gengæld kan du få de penge tilbage, du måtte slippe for fyrværkeriet.
Normalt modtager Dansk Supermarked, der omfatter butikkerne Bilka, Føtex, Netto, Salling og A-Z, under ti klager om året.