Fast stilling - glem det.
Som nyuddannet akademiker går vejen til en fast stilling over en projektansættelse eller et vikariat.
Det oplever stadig flere medlemmer af fagforbundet Djøf, der repræsenterer flere end 75.000 jurister, økonomer og kandidater med samfundsvidenskabelige uddannelser.
Fire ud af ti uddannede må starte joblivet i en midlertidig stilling, viser undersøgelsen "Sådan fik de jobbet," som Djøf har gennemført blandt 704 nyuddannede.
Specielt kvinder har svært ved at åbne porten til en fast stilling. Mens 50 procent af kvinderne starter i et vikariat, er tallet for mænd kun 30 procent.
Det skyldes ifølge chefkonsulent Dorte Gotthjælp Nielsen fra Djøf, at rigtig mange kvinder søger mod det offentlige.
- Den offentlige sektor er præget af besparelser og ansættelsesstop. Der er ingen nye stillinger, kun tidsbegrænsede stillinger og barselsvikariater, siger hun til Newspaq.
Samtidig betragtes mænd som en mere stabil arbejdskraft.
- Man kan ikke udelukke, at der sker en forskelsbehandling. Hver sjette bliver spurgt om familieforhold ved jobsamtalen, selvom man ikke må. Arbejdsgiveren er måske bekymrede for, om kvinderne før eller siden skal på barsel, og derfor vælger de mændene, siger hun.
Undersøgelsen viser også, at andelen af nyuddannede, der starter i en fast stilling, er faldet fra 65 procent i 2010 til 59 procent i 2012. Især den offentlige sektor er storforbrugere af vikariater, der typisk varer i 10 måneder.
- I opgangstider er det væsentligt nemmere at forhandle sig frem til en varig stilling, i krisetider er det sværere. Men selvfølgelig skal man sige ja også til en midlertidig stilling. Det er en måde at komme i gang på, lyder det fra chefkonsulenten i Djøf.