Medina er kendt for radiohittet 'Kun for mig'. Og nu kan du komme helt tæt på den populære sangerinde.
For der bliver både delt ud af hemmeligheder og intime detaljer, når hendes dagbog 'Medina - Tæt på' snart udkommer på boghandlernes hylder, skriver B.T.
Den 27-årige danske sangerinde har i over et halvt år rendt rundt med en diktafon på sig og indtalt sine oplevelser. Også overfaldet i Ishøj i juni, hvor unge indvandrede tyrede æg efter hende.
"Det bliver meget råt og ærligt fortalt. Fortællestilen er lidt af et eksperiment. Vi kalder det en 'dokufon-bog', fordi brugen af diktafonen gør historien ekstremt nærværende og dokumentaristisk," siger Peter Banke fra forlaget Turbulenz, der står bag bogen, til B.T.
Medina fortsætter efter planen med at optage sine oplevelser frem til næste måned. Derefter skal de mange timer koges ned og sættes på papir. Medinas dagbog udkommer efter planen den 2. november - lige i tide til at blive et hemmeligt hit under de danske juletræer.