Træk dig ud af efterlønsordningen og få alle dine penge udbetalt skattefrit.
Politikerne vil tilskynde danskerne til at trække sig ud af efterlønsordningen.
Derfor vil regeringen, Dansk Folkeparti og De Radikale give danskere deres efterlønsbidrag tilbage skattefrit, skriver Berlingske.
Det betyder, at personer, der har været med i efterlønsordningen i alle årene siden 1999, står til at få udbetalt op til 60.000 kr.
Dermed kan et pænt milliardbeløb være på vej ud til privat forbrug - pengene kan dog også overføres til pensionsopsparing.
Hvis man vil have pengene udbetalt, skal beslutningen dog træffes senest ved udgangen af 2012.
De Radikales finansordfører Morten Østergaard er glad for, at den skattefri tilbagebetaling kommer med i den endelige aftale.
"Det er godt for økonomien, hvis flest muligt dropper efterlønnen, og det er fair at give folk fuld returret, når ordningen ændres. Derfor har vi foreslået det," siger Morten Østergaard.
Partierne genoptager forhandlingerne om en efterlønsreform fredag klokken 12.