Formanden for frikirken Evangelist mener ikke, at kirken benytter dæmonuddrivelser over for børn. Det fortæller han til Newspaq.
Børns Vilkår vil ellers politianmelde Evangelist for et overgreb på en 11-årig dreng, som gik i kirkens bibelskole. Her blev han angiveligt holdt fast af flere voksne, mens de forsøgte at uddrive dæmonerne. Seancen foregik i 45 minutter.
"Har vi lavet det her dæmonuddrivelse på børn, vil jeg gerne høre om det. Men de medarbejdere, jeg har talt med, har ikke lavet dæmonuddrivelse på børn," siger formand for Evangelist, Joseph Berg til Newspaq.
Han understreger, at Evangelist tager sagen ganske alvorlig.
"Det er klart, hvis der er noget på det her, så har vi ikke noget problem med, at politiet undersøger det her, så det håber vi, at de vil gøre. Samtidig håber vi også, at det der måtte komme ud af det, også kommer frem," siger Joseph Berg.
I marts måned blev kirken anklaget for børnemishandling, dengang afviste man også at foretage dæmonuddrivelser på børn.
"Når jeg snakker med de medarbejdere, der har med børn at gøre, så er der ingen der kan genkende bare en lille smule af det, der bliver beskrevet. Men vi tager det alvorligt, da vi udmærket ved, at børns opfattelse af ting kan være meget anderledes end voksnes opfattelse af ting," lyder det for frikirkens formand.
Sagen med den 11-årige er dog så alvorlig, at Børns Vilkår ikke kan sidde den overhørig. Derfor vil foreningen politianmelde Evangelist til trods for, at man har været i kontakt med Evangelist om dæmonuddrivelse.
"Vi har haft møde med Evangelist, hvor vi stærkt anbefalet dem, at børn ikke overværer dæmonuddrivelser af voksne, da det kan virke meget voldsomt. Og i den forbindelse har de sagt til os, at de i hvert fald ikke gjorde det ved børn. Men nu kan vi høre, at der er børn, der bliver udsat for det," siger formanden for Børns Vilkår, Bente Boserup siger til Newspaq.