PET advarer om terrorangreb og øger beredskab. Men Danmark er langt fra det eneste europæiske land der øger sikkerheden. Det skriver Jyllands-Posten.
Politiets Efterretningstjeneste, PET, melder ud, at Danmark er i forhøjet risiko for at blive ramt af terror.
"Der er fornyede indikationer på, at terrorgrupper i udlandet søger at sende terrorister til Danmark for at begå terrorangreb. Disse indikationer har efterretningsmæssig karakter og kan derfor ikke deles med offentligheden," siger PET-chef Jakob Scharf til Jyllands-Posten.
Mistanken har fået PET til at øge beredskabet.
"Set i lyset af trusselsbilledet i Danmark og det øvrige Europa har PET anmodet landets politikredse om at skærpe den politimæssige opmærksomhed foreløbig indtil udgangen af december 2010," siger Jakob Scharf.
Det er altså ikke blot Danmark, der øger terrorberedskabet betragteligt. Tyskland er endnu et europæisk land, der for nylig har forhøjet landets sikkerhed, da de oplevede trusler om terrorangreb i Berlin. Truslerne gik på et terrorangreb, der ville ramme i november måned. Tyske, belgiske og hollandske myndigheder har også netop infiltreret en terror-ring.
Myndighederne i Storbritannien og Sverige udsendte allerede i efteråret oplysninger om, at de havde øget opmærksomhed på terroristernes færden i Europa.