Olieprisen falder, fordi eurokrisen fortsætter, mens Kina risikerer svagere økonomisk vækst, som kan bremse den globale efterspørgsel på benzin. Det skriver Bloomberg News ifølge Ritzau Finans.
Toprådgiver Song Guoqing fra Kinas centralbank oplyser, at Kinas økonomiske vækst kan falde til 7,4 procent i tredje kvartal mod 7,6 procent i andet kvartal. Det var landets laveste vækst i over tre år, og Kina bruger næstmest råolie i verden efter USA.
WTI-olien falder 1,7 procent til 90,28 dollar per tønde, mens Nordsø-olien, Brent, går tilbage med 1,3 procent til 105,46 dollar per tønde.
Irak har genoptaget sin olieeksport til Tyrkiet, efter en eksplosion fredag lukkede en rørledning, der transporterer op imod 350.000 tønder råolie dagligt. Det sender prisen på råolie yderligere ned.
I eurozonen mødes Grækenlands internationale kreditorer tirsdag i Athen.
Der er tvivl, om Grækenland kan klare målene i den seneste økonomiske hjælpepakke. Tvivlen skaber yderligere uro om den kriseramte euro, som handles til den laveste kurs i to år.
- Europas gældskrise bliver ved, og Kina er ved at være en bekymring. Der er også stadigvæk et stort råolieudbud i markedet, så alle er indforståede med, at eventuelle prisstigninger vil være begrænsede, siger Ken Hasegawa fra Newedge Group.
/ritzau/