Et nyt elektronisk system, der skal samle informationer ved EU's ydre grænser, vil gøre arbejdet hurtigere og skabe mere sikkerhed.
Det vurderer EU-parlamentariker Augustín Díaz De Mera García Consuegra, der er medlem af den store kristendemokratiske EPP-gruppe.
Han er tovholder på initiativet om et nyt ind- og udrejsesystem, der skal samle informationer om rejsende til EU, der ikke er fra unionen.
- Formålet er dobbelt. På den ene side skal man forbedre grænseforvaltningen.
- Samtidig skal man bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet og forbrydelser, siger han.
Og med den holdning står han ikke alene, da systemet bliver debatteret under EU-Parlamentets samling i Strasbourg.
Jussi Halla-Aho, der er medlem af ECR-gruppen, mener, at systemet burde have været på plads, før de indre grænser i EU blev åbnet.
- Der er ingen kontrol i Schengen-området, og derfor er kontrol af ydre grænser essentielt for at bekæmpe kriminalitet.
- Ind- og udrejsesystemet er ikke et politik projekt. Det ændrer ikke på regler for indrejse, asyl og hjemsendelse. Det er en teknologisk udvikling, siger han.
Efter planen skal systemet erstatte stemplingen af pas og vil registrere informationer om ikke-EU-borgere som eksempelvis navn, fingeraftryk og ansigtsbillede. Det vil blive gemt i tre år.
Desuden skal systemet holde øje med, hvor længe borgere, der ikke er fra EU, har ret til at opholde sig i unionen.
Her lyder grænsen for kortvarige ophold på 90 dage inden for en periode på 180 dage.
EU-parlamentsmedlem Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU kalder systemet for "en dårlig idé". Hun mener, at graden af overvågning er meget voldsom.
- Man skal huske, at det, vi kommer til at gøre her, er at byde tredjelandsborgere velkomne ved at mistænkeliggøre dem fra start af.
- Det er meget personlige oplysninger, man har tænkt sig at registrere. Lige præcis fingeraftryk og ansigtsgenkendelse, som man har tænkt sig at gemme, er meget personligt, siger hun.
Parlamentet har allerede indgået en politisk aftale med EU's medlemslandene om at indføre systemet. Den ventes at blive godkendt af det samlede parlament onsdag middag.
Efter planen bør systemet træde i kraft i 2020.
/ritzau/