EU's budgetkommissær, Janusz Lewandowski, sigter efter en meget hurtig løsning efter tirsdagens sammenbrud i forhandlingerne om EU's budget for 2013.
En talsmand for Lewandowski siger onsdag, at kommissionen har givet sig selv "10 dage til at komme med et nyt forslag".
Talsmanden uddyber over for Ritzau, at man håber at kunne få processen for næste års budget i gang igen allerede inden næste uges topmøde om langtidsbudgettet.
Kilder tæt på forhandlingerne advarede tirsdag aften om, at forhandlingerne om 2013-budgettet meget vel kan trække ud og først blive afsluttet til næste år, hvis de endnu sværere forhandlinger om budgettet for 2014-2020 bryder sammen i næste uge.
De to budgetter har formelt ikke noget med hinanden at gøre. Men flere af forhandlerne har åbent erkendt, at den dårlige atmosfære i de to runder budgetforhandlinger dårligt kan undgå at smitte af på hinanden.
Forhandlingerne om 2013-budgettet brød sammen, da det end ikke kunne lykkes repræsentanterne for EU-Parlamentet, kommissionen og de 27 medlemslande at enes om betalinger af en bunke regninger, der skal betales allerede i år.
Kommissionen skrev i sit gamle budgetforslag, at der er brug for 67 milliarder kroner mere i år. Parlamentet bakker op, men medlemslandene mener, at i hvert fald en del af pengene kan findes andre steder end i deres statskasser.
Efter sammenbruddet er EU-Kommissionens gamle budgetforslag nu formelt pillet af bordet.
Hvis ikke det lykkes at enes om 2013-budgettet inden nytår, går EU ind i det nye år uden at have et budget at arbejde ud fra.
I så fald vil pengene til al den daglige drift - landbrugsstøtte, studiestøtte, kommissærlønninger, byggeprojekter og alt andet EU-væsen - skulle findes ved, at man deler 2012-budgettet med 12 og giver en tolvtedel hver måned.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.