Tv-seere kan nu komme til at betale for at se "Vild med dans" og "Go' aften Danmark" fra næste år.
EU-kommissionen har nemlig i dag godkendt det danske udspil til, hvordan TV 2's økonomi på langt sigt kan sikres.
Det oplyser EU-Kommissionen i en pressemeddelelse.
Det betyder, at TV 2 får mulighed for at opkræve betaling fra seerne, hvis de vil se programmerne på hovedkanalen TV 2 fra næste år.
Det ventes at komme til at koste et sted mellem 150 og 200 kroner om året for at se for eksempel 'Operation X' og 'Dagens Mand'. Dagens udvikling glæder TV 2's ledelse.
"Det er svært ikke at være rigtig, rigtig godt tilfreds," siger adm. dir. i TV 2 Merete Eldrup til tv2.dk.
TV 2 har siden 2004 ikke modtaget licensmidler, men har i stedet klaret sig udelukkende ved hjælp af reklameindtægter og overskud fra de kommercielle kanaler.
EU-Kommissionen besluttede samtidig at blokere for, at TV 2 laver nye tv-kanaler - i hvert fald indtil 2013.