EU forlænger sin politimission i Afghanistan til udgangen af 2014. EU-landenes udenrigsministre har som ventet blåstemplet beslutningen på deres møde mandag i Bruxelles.
EUPOL har været i Afghanistan siden 2007 med det formål at hjælpe de afghanske myndigheder med at opbygge deres egen politistyrke. Styrken har løbende haft dansk deltagelse og blev i en periode i 2010 ledet af politikommissær Kaj Vittrup.
Der er i øjeblikket 350 europæiske deltagere fra 23 EU-lande samt Kroatien og Canada. Dertil rummer styrken 200 lokalansatte. EUPOL er siden august sidste år blevet ledet af den svenske politikommissær Karl Åke Roghe.
De europæiske betjente arbejder både i hovedstaden Kabul og rundt i de afghanske provinser.
Der er også europæiske eksperter tilknyttet for eksempel Afghanistans indenrigsministerium samt nogle, der har særligt fokus på at styrke samarbejdet mellem den afghanske anklagemyndighed og de politienheder, der efterforsker korruption.
/ritzau/