I dag slutter retssagen og historien om det fejlslagne terrorforsøg på Jyllands-Posten.
Den 25-årige tjetjenskfødte Lors Doukaev er manden, der i flere dage blot blev omtalt som den etbenede bombemand, fordi han nægtede at fortælle sin identitet.
I går blev Doukaev, der er belgisk statsborger, fundet skyldig i at planlægge et terrorangreb på avisen Jyllands-Posten. En plan der bogstaveligt talt gik i op i røg, da den brevbombe, han forsøgte at lave, eksploderede mellem hænderne på bombemanden. Det skete på et toilet på Hotel Jørgensen i København sidste september.
Og i dag skal Byretten så bestemme, hvor lang en straf, Lors Doukaev skal have. Det kan ende med alt fra fire til 12 år.
En formildende omstændighed kan være det faktum, at Lors Doukaev tilsyneladende har handlet på egen hånd - og altså ikke repræsenterer en større terrororganisation.
"Den dårlige nyhed ved typer som Lors Doukaev er, at de er sværere at spotte. Den gode er, at mange af dem er så amatøragtige, at de ikke får gennemført de terrorplaner, de har lagt," siger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, Lars Erslev Andersen.
Han mener, at enspænder-terroristerne, der handler helt uden- eller med et meget begrænset netværk bag sig, vil blive mere almindelige.
"Vi vil se typer som Lors Doukaev i fremtiden. Den seneste tid har der været flere eksempler på denne slags terrorister, der kommer lidt ud af det blå," siger han.
I dag klokken 9.30 samles anklagere, forsvarer og nævninge for sidste gang i Københavns Byret for at beslutte, hvor hårdt Lors Doukaev skal straffes.