Vestlige styrker bomber militære mål i Libyen, så diktatoren Gaddafi ikke kan bruge sine fly og kampvogne mod civilbefolkningen.
Sådan lyder i grove træk den aftale, som regeringen, støttepartier, opposition og løsgængere i fredags blev enige om.
Men hvordan opnår den libyske befolkning frihed og fred på længere sigt? Udenrigsminister Lene Espersen (V) har en idé.
"Jeg vil stille mig i spidsen for at få overbevist mine europæiske kollegaer om, at EU skal sende en særlig EU-repræsentant til Libyen, der kan være med til at facilitere det politiske spor," siger hun.
Hvad det politiske spor så er, vil hun ikke konkretisere. Til gengæld ved hun, hvem der nok ikke kommer til at sidde på den anden side af forhandlingsbordet.
"Der er ikke meget, der tyder på, Gaddafi lytter til fornuft. Så man skal kraftigt overveje, om det er en vej at gå," siger hun.
Hun forestiller sig i stedet, at repræsentanten skal drøfte en fri og fredelig fremtid med de forskellige reformvenlige organisationer i Libyen.
Ideen om en udsendt EU-spydspids bliver positivt modtaget hos Socialdemokraternes EU-ordfører, Kim Mortensen.
Selvom der er intern uenighed indenfor den Europæiske Union, frygter han ikke, at en parlamentarisk indblanding i den libyske indenrigssituation kommer til at skabe mere splid.
"Hovedformålet er jo at styrke demokratiet. Hvem man så vælger efter den proces, det skal vi ikke blande os i. Men vi kan hjælpe med at sørge for, at det er demokratiske kræfter, der overtager."
Og rent faktisk er den nye politiske situation i Libyen en kærkommen chance for EU til at vise sin styrke efter indførelsen af Lissabon-traktaten.
"Meningen med den fælles udenrigspolitik er jo netop at tale med én stemme. Så nu er det jo praktisk at prøve af, om det faktisk kan lade sig gøre," siger EU-ordføreren.
Lene Espersen vil drøfte idéen med sine europæiske kollegaer - og ikke mindst den udenrigschef Catherine Asthon - på fredag i Bruxelles.