Det var fuldt lovligt, da Esbjerg Byråd for knap syv år siden solgte byens TV- og kabelnet, Esenet, til TDC for 265 millioner kroner og selv beholdt og brugte pengene - blandt andet til at bygge byens fodboldstadion, Blue Water Arena.
Det har Højesteret netop afgjort, bekræfter Esbjerg Kommune.
Således stadfæstede retten, hvad både by- og landsret tidligere har afgjort.
Manden bag erstatningskravet, borger og tidligere Esenet-bruger Hans Sønderby, mente ellers, at kommunen skulle udbetale de penge, de fik for salget, til de brugere, der havde betalt og var tilsluttet Esenet - en potentiel udgift på altså omkring en kvart milliard kroner.
Men det var Højesteret, som by- og landsret, ikke enig i.
På grund af sagens principielle karakter blev der bevilget fri proces til at føre sagen videre til Højesteret.
Men det fik Hans Sønderby, der også er tidligere kommunal embedsmand og radikalt byrådsmedlem i Esbjerg Byråd, altså ikke noget ud af, og han måtte endnu engang gå skuffet hjem fra retten.
/ritzau/