To kasser og et ryk op på den næstøverste skammel i tabellen.
Det blev resultatet for Esbjerg fB, da de søndag eftermiddag vandt 2-0 hjemme over SønderjyskE.
Kampen var ikke mere end 13 minutter gammel, før hjemmeholdets Jeppe Mehl nettede efter en aflevering fra holdets topscorer Tim Janssen.
Esbjerg spillede med en solid defensiv, og det var grunden til, at gæsterne blev holdt fra målet i første halvleg.
Efter pausen fortsatte de blå-blusede taktikken, og efter blot ti minutter bankede Mikkel Vendelbo bolden i kassen.
Tim Janssen havde alle muligheder for at gøre det til 3-0, men David Ousted gjorde sig bred i målet og forhindrede den lille runde i at passere.
Sønderjyderne kom aldrig rigtig ind i kampen og måtte efter 90 minutter erkende, at de havde indkasseret sæsonens syvende nederlag.
Esbjerg kan derimod notere sig for endnu en sejr og rykker dermed foreløbigt op på andenpladsen i SAS Ligaen med 27 point.