Esbjerg har indgået en treårig aftale med den 28-årige svenske angriber, Jones Kusi-Asare, der skifter på en fri transfer fra Stockholm-klubben Djurgårdens IF.
Den ghanesiskfødte forward, der flyttede til Sverige i 1995, glæder sig til skiftet.
"Jeg har efterhånden spillet syv sæsoner fordelt på to perioder for Djurgården i Allsvenskan og trænger til at prøve noget nyt. Den danske liga er mere spillende end den svenske, og jeg har fået et godt indtryk af Esbjerg og den spændende nye arena," siger Jones Kusi-Asare.
Esbjergs sportsdirektør Niels Erik Søndergård vurderer, at Jones Kusi-Asare kan være med til at forstærke truppen.
"Han er spændstig, kropsstærk og er vant til at tage nærkampene på højeste niveau i Sverige. Vi har i forvejen spillere, der er gode til at løbe dybt, og Jones er god til at modtage bolden med fødder eller bryst, aflevere og selv løbe ind i feltet for at gøre sig farlig," siger han til klubbens hjemmeside.