Det var en ydmyg Christian Eriksen, der mandag aften lod sig kåre til årets danske fodboldspiller 2011.
"Det er jeg meget beæret over. Jeg havde ikke regnet med at vinde, så det er et kæmpe skulderklap. Det betyder meget for mig. Jeg skylder en masse mennesker at sige tak," sagde Eriksen fra scenen.
Den 19-årige Ajax-spiller tager prisen foran profiler som William Kvist og Michael Krohn-Dehli. Også selvom Eriksen endda selv opfordrede folk til at stemme på Krohn-Dehli på sin Facebookprofil.
Midtbanespilleren glæder sig over den udvikling, han har været igennem, og som nu har givet ham den titlen af årest spiller med intet mindre end 60,6 procent af stemmerne.
"Der er sket meget for mig i år. Både op- og nedture. Mest opture. Det har sat sit præg på mit spil, at jeg har kunnet spille fast i Ajax i år. Det har udviklet mig meget," sagde Eriksen.