Efter halvandet år på lønningslisten i AGF kan superligaprofilen Jakob Poulsen være på vej videre i karrieren.
Skal man tro rygterne har italienske Lazio allerede budt 20 millioner på den løbestærke spiller. Og skulle det ske, at Poulsen forlader sin klub i Smilets By, så håber AGF-træner Erik Rasmussen på at kunne hive Martin Jørgensen hjem til Århus.
"Jeg er sikker på, at Martin vil kunne forstærke holdet, og det bliver jo ingen opgave at gøre ham topmotiveret i det første halve år. Det går helt af sig selv, fordi han skal have masser af spilletid og vise sit allerbedste for at forberede sig optimalt til at komme med til VM-slutrunden i Sydafrika," siger Erik Rasmussen til politiken.dk.
Martin Jørgensen har flere gange luftet tanker om at vende hjem til Danmark efter en lang karriere i italiensk fodbold. Martin Jørgensen, der i øjeblikket er tilknyttet Fiorentina, kan spille både på midten og på kanten, og dermed vil han være en oplagt afløser for Jakob Poulsen.