Selv nægter han sig skyldig. Men dommeren i Odense Ret har netop konkluderet, at der er nok beviser til at sende den 38-årige rufferi-sigtede Henrik Nielsen tre uger bag tremmer.
Han var den første, der blev grundlovsforhørt i sagen, hvor kendisparret Erik Damgaard og Anni Fønsby samt en 37-årig kvinde også er anholdt. De skal alle igennem et separat grundlovsforhør i dag.
Ifølge Ekstra Bladets kilder er Henrik Nielsen kæreste med den 37-årige kvinde. Hun skulle angiveligt være en af Anni Fønsbys erhvervspartnere i bordelindustrien.
Et stort opbud af journalister er mødt frem ved retten i Odense, men ingen har endnu set noget til Erik eller Anni.
Anni Fønsby er tidligere dømt for rufferi.
De fire blev anholdt i går efter en storstilet aktion mod bordeller over hele landet, blandt andet i Kokkedal, Kolind, København, Ringsted, Odense, Aabenraa, Kolding, Vejle, Hasselager og Randers. Aktionen er kulminationen på længere tids efterforskningsarbejde, hvor Fyns Politi har arbejdet sammen med Skat.