Her til morgen bliver kendisparret Anni Fønsby og Erik Damgaard fremstillet i et lukket grundlovsforhør, sigtet for rufferi.
Anklageren har besluttet, at sagen skal køre for lukkede døre, og det kommer til at foregå kl. 9.15 i Odense.
Politiet mener, at Anni Fønsby har indtaget en ledende rolle i bordeldrift, mens det er uvist, præcis hvilken rolle Damgaard har haft.
I forbindelse med anholdelsen blev Anni og Eriks gård i Kokkedal ransaget.
Anni Fønsby er tidligere dømt for rufferi.
Anholdelserne kommer efter længere tids omfattende politiarbejde. Det kulminerede torsdag, da Fyns Politi i samarbejde med blandt andet Skat og Rejseholdet slog til ved en storstilet aktion på en række bordeller og privatadresser over hele landet.
Erik Damgaard har nok problemer i forvejen, da finanskrisen har ramt hans investeringer hårdt. Han er kendt for sammen med fire andre at have skabt IT-firmaet Navision, som i 2002 blev solgt til Microsoft. Salget gjorde ham til milliardær.