- Jeg er ikke decideret mandschauvinist, men det er tæt på.
Sådan siger den 75-årige tidligere modeskaber og ven af afdøde prins Henrik, Erik Brandt, i et interview med B.T.
Han var sammen med sin afdøde hustru, Margit Brandt, som døde i 2011, modeikon på verdensplan.
I interviewet siger Erik Brandt, at hippietiden med nøgne modeller, joints og sex uden for ægteskabet passede ham bedre end tiden under og efter rødstrømpebevægelsen i 1970'erne.
Han kunne bedre lide kvinder, da de ville ligne kvinder og ikke dækkede sig til og mener, at en mand er en mand, og en kvinde er en kvinde. Han synes, det er noget kludder, at vi alle sammen skal være ens.
- Det er ukvindeligt. Jeg respekterer kvinder, og de er ikke kun til pynt, siger han til B.T., men tilføjer:
- De skal gøre, som jeg siger. Jeg er mand, og det er mig, som bestemmer, siger Erik Brandt.