Den var stor - rigtig stor, og den lignede en ulv på en prik.
Sådan lyder øjenvidne-beskrivelserne af et dyr, der lige nu spreder angst i Nordjylland.
Mindst fire personer har set dyret i området omkring Tranum Klitplantage nær Brovst.
"Det var et stort, ulvelignende dyr med en lang pels og tynde ben. Dyret var større end en almindelig schæferhund," fortæller Per Kjeldgaard fra Brovst til Nordjyske Stiftstidende.
Han så forleden dyret, da han var ude at ride.
'Ulven' er set flere gange de seneste dage - men det er også set så langt tilbage som 2009, skriver avisen.
Det er dog tvivlsomt, at der rent faktisk er tale om en ulv, siger vildtkonsulent Peter Have fra Skov og Naturstyrelsen.
"Det er meget tvivlsomt, om en ulv kunne snige sig uset til Nordjylland helt nede fra Tyskland," siger han til avisen.
Det er 200 år siden, at den sidste danske ulv blev skudt.