Noget af det første, Mona ville, da hun startede på Vognhjulet, var at købe en stor fladskærm, så kunderne kunne se fodbold. Det næste var at lakere cafeteria-bord og stolene sorte. Der var noget rødt på stolene og Mona fandt, at den røde farve hidsede folk op, så man risikerede ballade. Bordene var oprindeligt grå.

Og så begyndte hun at gøre rent - det kunne stedet godt trænge til.

Duften af salmiak

Det var derfor duften af salmiak, der mødte afløseren Vivian, da hun kort tid efter Monas tiltræden bankede på døren ind til kontoret. Der var langt om længe blevet et ledigt job på Vognhjulet, og nu havde Vivian været afløser i snart to år, så hun ville hellere end gerne fastansættes.

Mona stoppede rengøringen og sagde til Vivian, at hun altså ikke kunne få den høje løn, hun var vant til som afløser, så det var op til hende selv: Ville hun fastansættes eller finde sig et andet job.

Vivian var noget paf. Normalt ville hun have sagt "rend mig" - men hun accepterede alligevel. For Vognhjulet var en fantastisk arbejdsplads.

Pludselig græd Johanne

Men der var noget, der var ændret.

Johanne, der havde været på Vognhjulet i 26 år og valgt at arbejde om natten, fordi hun hørte dårligt, begyndte pludselig at græde. Sådan uden grund. Og da kvinderne fik deres løn i slutningen af maj måned, kunne de ikke få det til at stemme.

Da de alle havde forskudte vagter og derfor ikke samme antal timer hver måned, var lønsystemet skruet sådan sammen, at de fik løn for 160,33 timer pr. måned.

Manglede penge i posen

Selvom de en måned arbejdede 170 timer, og en anden måned arbejdede 150 timer.

Eller rettere: Sådan havde det været. Men allerede første gang, Mona udbetalte lønninger, manglede der penge i posen. En af kvinderne, Rina, havde kun fået løn for 148 timer og gik ind og klagede til Mona.

Det fik hun ikke noget ud af - hun fik i stedet at vide, at hvis hun var utilfreds, kunne hun bare skrubbe af.

Pengene fik hun ikke.

Da Kylle kom

I juli måned, tre måneder efter at Mona var startet, kom en ny ansat på Vognhjulet. Else Bressen hed hun, men da der var flere Else'r, blev hun hurtigt kaldt Kylle.

Kylle var 39 og havde aldrig rigtigt bidt sig fast på arbejdsmarkedet. Hun er uddannet kontorassistent fra Slesvigske Fodregiment - "der lærte jeg kæft, trit og retning!" - men det gav ikke fast arbejde i grænselandet.

Et ægteskab, der forliste, to døtre, der skulle forsørges og endnu et forhold, der gik i stykker og efterlod Kylle med en mindre gæld, fik hende til at søge hjem til Padborg igen efter nogle år i Haderslev.

Næste stop: Bistandshjælp

Hun havde taget en uddannelse som sosu-assistent, hun havde været pædagogmedhjælper, men blev arbejdsløs og havde efterhånden været så længe på dagpenge, at næste stop var bistandshjælp.

Da hun mødte Mona, arbejdede hun på et andet cafeteria, hvor hun fik løntilskud - og så gav Mona hende chancen for et rigtigt job. Også hun fik for lidt i løn, men sagde ikke noget:

"Jeg ville holde det arbejde, for jeg ville kunne forsørge mine børn selv. Jeg skulle ALDRIG tilbage på kontanthjælp!"

1.000 kr. i bryllupsgave

Vivian fik med det samme sympati for 'lille Kylle', som hun kaldte hende, og følte, at her var en, hun skulle tage under sine beskyttende vinger.

Mona fattede også sympati for Kylle og kaldte hende ofte ind på kontoret, hvor hun bød på cigaretter. Hun gav også Kylle gaver - da Kylle blev gift med sin John, der er chauffør, fik de 1.000 kr. og senere fik de en reol, som Mona havde i overskud.

Kylle kunne ikke lide, at Mona brugte hende som fortrolig, men hun turde ikke sige fra.

En da blev Kylle kaldt ind på kontoret, hvor Mona fortalte, at fire af kvinderne skulle fyres. Hun sagde også, hvem det var - og at Kylle var den eneste, der vidste det.

Fire skulle fyres

Da Kylle kom ud, græd hun som pisket. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre, denne viden var ubærlig. Hun var bange for at blive fyret, hvis hun sagde noget - men det gjorde hun alligevel. Hun gik til Vivian og fortalte, hvad der var sket.

Vivian lovede at holde tæt og besluttede i sit stille sind, at Kylle ikke skulle have alt at vide, for hun kunne ikke lade være med at sige det. Hun var for blød - omvendt var det godt at have en, der fik hemmeligheder ud af Mona.

Skideballe ved kassen

Situationen var ved at køre op i en spids: En dag fik Tessa, som stod ved kassen, en overhaling af Mona. Hun skældte og smældte og da Tessa forsøgte at gå, fordi hun syntes at det var pinligt - kunderne stod og så på - holdt Mona fast i hende. Og blev ved at skælde ud.

I det hele taget følte flere og flere kvinder sig chikaneret og Vivian fandt ud af, at det var derfor, den ellers så rolige nattevagt Johanne var begyndt at græde.

Overvåget

Hun fandt også ud af, at det ikke bare var lønnen, den var gal med - der blev heller ikke indbetalt pension. Mona skulle betale seks procent og så skulle "Vognhjulspigerne" selv betale tre procent.

Men de seks procent blev ikke betalt - og de tre procent røg ikke ind på kvindernes pensionskonti. De røg ind på Monas konto. Og der var mere i vente. En dag, Vivian mødte på arbejde, sagde nattevagten:

"Pas lige på" og kiggede op i hjørnet i frokoststuen.

Der sad et overvågningskamera.

Læs videre i morgen: "Jeg tænkte: Nu kaster jeg op."