Det er ikke helt ligegyldigt, om du har en mandlig eller kvindelig chef. Selvom der er mange ligheder mellem mandlige og kvindelige ledere, er der også store forskelle, viser en undersøgelse fra fagforeningen Lederne. Det skriver detailfolk.dk.
Måske lever forskellene op til dine fordomme. Kvinderne er bedre til at involvere og coache, mens mandlige ledere er bedst til at skabe resultater på bundlinjen og træffe ubehagelige beslutninger.
"Man skal være meget forsigtig med at dele ledere op i de traditionelle kønskasser. Vi kan finde mange eksempler på bløde kvinder og hårde mænd, men vi kan finde lige så mange eksempler på det modsatte. Jeg tror, opfattelsen af de bløde kvinder bliver holdt i live på grund af de mange kvindelige mellemledere, men forskellene bliver udlignet, jo højere op man kommer i hierarkiet," siger Bodil Nordestgaard Ismiris, der er direktør i Lederne, i Ledernes nyhedsbrev.
Undersøgelsen er baseret på svar fra 2.294 ledere, og her mener et solidt flertal, at kvindelige og mandlige ledere er lige gode inden for samtlige af de områder, der er spurgt til.
Alligevel er der en tendens til, at en stor andel vurderer kvindelige ledere til at være bedst på bløde områder. 40 procent mener, at kvindelige ledere er bedre til at involvere medarbejderne, og 36 procent synes, at kvinder er bedre til at sparre med medarbejderne.
Omvendt vurderer 42 procent, at mandlige ledere er bedst til at træffe ubehagelige beslutninger, mens 34 procent mener, at mændene er mere strategiske.
Kilder: Lederne og detailfolk.dk.