11.385 kroner hver måned. Så meget mere ruller der i snit ind på lønkontoen hver måned hos privatansatte ingeniører, der bor i Nordsjælland, i forhold til dem, der er bosat på Fyn, skriver Ingeniøren.
Det fremgår af en lønopgørelse i fra Ingeniørforeningen IDA.
Nordsjællænderne er vinderne ingeniørernes lønspil - og sejren er suveræn. Der er en forskel på næsten 4.000 kroner ned til de sjællandske ingeniører på andenpladsen.
Der er en ganske simpel forklaring på, at ingeniørerne i hovedstadsområdet tjener mest, mener Morten Thiessen, formand for IDAs arbejdsmarkedsudvalg:
"Det helt korte svar er: 'Fordi de kan'. Lønniveauet i hovedstadsområdet er klart over landsgennemsnittet. Det har altid ligget godt ti procent over gennemsnittet og tallene her viser, at den forskel ikke bliver mindre," siger han til Ingeniøren.
Ifølge Morten Thiessen er den vigtigste årsag de højere leveomkostninger i hovedstaden, som sætter sit præg på hele området
Hertil kommer, at de store virksomheder, som skal ansætte mange ingeniører, også ligger omkring København, påpeger Morten Thiessen:
"Der er simpelthen mere konkurrence i hovedstaden - buschaufførerne tjener jo også mere," konkluderer han.
Ingeniørarbejdsmarkedet i andre dele af landet er skruet anderledes sammen, og store ingeniørtunge virksomheder, som f.eks. Grundfos i Bjerringbro og Danfoss i Nordborg på Als, spiller ikke den store betydning for ingeniørernes løndannelse.
Lønniveauet er derimod justeret i forhold til, hvor attraktivt det er at bo i f.eks. Bjerringbro. Hertil kommer, at der er en vis kamp om jobbene, fordi der er et relativt stort udbud af ingeniører i Jylland, forklarer Morten Thiessen:
"Jyske virksomheder har på den måde været privilegerede - i hvert fald de seneste år. Udbud og efterspørgsel betyder virkelig noget på vores marked."
Umiddelbart kan en forskel på op til 11.000 kroner hver måned virke voldsom, men Morten Thiessen mener, at det er vigtigt for den enkelte at kigge på sit rådighedsbeløb frem for beløbet på lønsedlen:
"Det er markant dyrere at bo i hovedstadsområdet, og det giver ikke til mange røde bøffer, at man har alle sine millioner gemt væk i mursten på Frederiksberg. Derfor er forskellen rimeligt. Hvis det var meget attraktivt at flytte til hovedstaden, ville mange flere nok gøre det," siger Morten Thiessen.
FAKTA: Så meget tjener privatansatte ingeniører i snit pr. måned fordelt på regioner (tal i kroner): Nordsjællands region: 59.855 Sjællands region: 55.921 Københavns region: 53.061 Gennemsnit hele landet: 52.463 Sydjysk region: 51.143 Nordjysk region: 48.955 Østjysk region: 48.766 Vestjysk region: 48.748 Fyns region: 48.470 Kilde: IDAs lønstatistik 2012