Hele Danmark var nærmest på fornavn med Bent "Fabric", der døde som 95-årig efter et langt liv med masser af musik og hits.
Hitmagerens flotte karriere smitter heldigvis fortsat af på enken, Camilla Padilla Arndt, som Bent Fabricius-Bjerre var gift med gennem 15 år.
Det fortæller sh.dk.
- Ifølge det seneste regnskab for anpartsselskabet Artum, der administrerer formuen, som Bent Fabricius-Bjerre ved sin død i 2020 efterlod til sin snart 58-årige hustru, blev 2023 et år, hvor investeringer sikrede selskabet et overskud på 4,5 millioner kroner før skat, skriver ugebladet således.
Camilla Arndt ejer 100 procent af Artum, som nu har en egenkapital på 57,5 millioner kroner.
Trods millionoverskuddet er der ikke afsat udbytte til Camilla Arndt i år.
Til gengæld hev hun sidste år halvanden million kroner ud til sig selv.