Den 31-årige enkemand, Flemming Arent Brandt, tør ikke møde frem i retssalen i dag og overvære retssagen mod sin kones drabsmand, fordi han chikaneres af spritbilistens venner.
20. marts i år kørte den 21-årige Thomas Lang med 130 km i timen frontalt ind i den 29-årige Lorena Bromands bil og dræbte hende og hendes to børn, treårige Pernille og otteårige Oliver. Drabsmanden havde en promille på 0,86.
Den kendsgerning til trods, er det i dag enkemanden, der forfølges i Randers. Spritbilistens venner chikanerer ham nemlig og spreder rygter om ham.
Allerede i byretten fik Flemming Arent Brandt spritbilistens venners kærlighed at føle.
"I byretten sad nogle store brede typer og nedstirrede mig, og et familiemedlem til den tiltalte spredte uden for retsbygningen rygter om, at jeg selv har været spritbilist. Det er jo en helt forrykt reaktion. Som om det, hvis det var sandt, på nogen måde kan undskylde eller forklare, at manden i en ordentlig koger og i hæsblæsende fart begiver sig ud på landevejen i sin bil og tager min familie fra mig" forklarer enkemanden til Ekstra Bladet.
Men chikanen afgrænser sig ikke til retssalen.
"Når de ser mig inde i Randers, kører de chikanekørsel på mig, hurtige opbremsninger og klos ind foran min bil, når jeg kommer kørende," siger Flemming Arent Brandt, der bor i landsbyen Nr. Ålum nordvest for Randers.