Enhedslisten vil ikke igen spises af med små lunser i et finanslovforlig. Derfor står det røde bagland ifølge Jyllands-Posten klar med krav, der skal forhøje partiets pris for at lægge stemmer til endnu en finanslov.
Det bliver ifølge flere medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse konsekvensen af et forslag, som ventes vedtaget på partiets årsmøde i april, og som de ser som en klar skærpelse af de principper, som Enhedslistens topfolk indtil nu har været underlagt.
- Dette er et forsøg på at stramme linjen op, siger Mikael Hertoft, medlem af partiets hovedbestyrelse.
De nye krav fra baglandet betyder, at Enhedslisten kun kan støtte en finanslov, som samlet set er "et brud med regeringens hidtidige politik".
Samtidig slår forslaget fast, at ethvert forlig med højrefløjen frem mod finansloven om for eksempel vækstplanen, der forhandles i øjeblikket, "vil afføde øgede krav fra Enhedslisten".
- Det vil ikke kunne klares med et eller andet symbolsk plaster, siger Hans Jørgen Vad, medlem af hovedbestyrelsen, til Jyllands-Posten.
Gruppeformand Per Clausen (EL) mener, at formuleringen om, at en finanslov samlet set skal være et brud med regeringens politik, er åben for fortolkning.
- Men i sidste ende er det hovedbestyrelsen, som kommer til at afgøre det, siger han.
Finansminister Bjarne Corydon (S) siger til avisen, at han ikke har lyst til at bryde med sin egen politik, og det er op til Enhedslisten at beslutte, hvad de vil politisk.
/ritzau/