Hun stod til at blive dansk politiks nye Pia Kjærsgaard målt på indflydelse. Men Enhedslistens førstedame, Johanne Schmidt-Nielsen, kan pludselig se sig selv overhalet højre om.
For med Lars Barfoeds bejleri til Margrethe Vestager bliver der nu åbnet for at lave forlig til den modsatte side i salen; altså med de konservative i stedet for med Enhedslisten.
"Enhedslisten er virkelig ramt af det her. Det kan koste en stor del af deres indflydelse, hvis Det Radikale Venstres og Det Konservative Folkepartis kærlighed for lov at blomstre," siger Niels Krause-Kjær, tidligere pressechef i Det Konservative Folkeparti.
Han fortæller samtidig, at hele begivenheden med den radikale og konservative forbrødring er nøje iscenesat.
"Det kommer så tidligt i valgkampen, og det gør det netop, fordi de radikale og de konservative ønsker at holde denne suppe i kog gennem hele valgkampen. Det er ikke en panik-før-lukketid-melding," lyder det fra Krause-Kjær.
Ifølge Niels Krause-Kjær er Lars Løkke Rasmussen den anden store taber af de mange gensidige politiske kærlighedserklæringer søndag, mens Pia Kjærsgaard i stedet kan profitere af, at Barfoed har vendt hende ryggen.
"Det giver Pia Kjærsgaard en unik mulighed for at spille udlændingekortet i valgkampen nu, og det er hun svært tilfreds med," slutter Niels Krause-Kjær.