Medierne har fejlagtigt beskrevet Enhedslisten som et leninistisk parti, der kæmper for en voldelig revolution, hvor et revolutionært mindretal vælter regeringen som bolsjevikkerne, så zarens Rusland blev til det socialistiske Sovjetunionen.
Det siger partiets gruppeformand Per Clausen. Han lægger afstand til en voldelig revolution i et fælles brev med socialordfører Finn Sørensen til Enhedslistens godt 9.500 medlemmer med titlen "Enhedslisten vil en fredelig, social og demokratisk udvikling".
- Revolutionen skal foregå fredeligt og demokratisk med opbakning fra et flertal i befolkningen, siger Per Clausen.
Brevet kommer efter en uges ophedet debat med Enhedslistens ønske om revolution, hvor Fondsbørsen lukker, politi og hær afskaffes, virksomheder nationaliseres, og visse medier lukkes som foreslået af hovedbestyrelsesmedlem Katrine Toft Mikkelsen.
Per Clausen understreger, at et socialistisk styre med vold vil nedkæmpe politiske modstanderes voldelige forsøg på at forhindre Folketingets beslutninger om at nationalisere private virksomheder.
- Hvis nogle reagerer mod det med terror og vold, vil de selvfølgelig blive sat på plads, ligesom man bliver sat på plads i dag. Ethvert samfund må beskytte demokratiske beslutninger, siger gruppeformanden.
- Det bliver vel svært, når I vil afskaffe politiet og hæren?
- Derfor er vi nødt til at sige, at politi under en eller anden form vil også eksistere fremover.
Per Clausen afviser, at han nedtoner sin revolutionære retorik, fordi Enhedslisten ifølge medlemsbrevet er blevet "et bredt parti".
- Medierne har skrevet den revolutionære retorik op, langt over hvad vores program kan bære. Derfor er det meget klogt at præcisere vore synspunkter, siger gruppeformanden.