Det er ikke hver dag, at Enhedslisten er de første til at melde sig med offentlig støtte til et forslag fra transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA).
Men det er faktisk tilfældet med et forslag fra Ole Birk om at lade staten overtage opgaven med at låne penge ud til den almene boligsektor.
Det er et forslag, Enhedslisten har haft på programmet i hvert fald siden 2007, oplyser boligordfører Søren Egge Rasmussen (EL).
- Der er ingen grund til, at et realkreditinstitut skal tjene penge på en så sikker investering, som de almene boliger er, siger han.
Hvis forslaget bliver gennemført, vil det blive billigere at finansiere almene boliger. Staten kan nemlig låne til en lavere rente, end den der er på realkreditlån.
Enhedslisten mener, at det bør være lejerne i de almene boliger, der får gavn af den besparelse. Men det har Ole Birk Olesen ikke lagt op til. Han argumenterer med, at det er staten, der kan spare penge.
Og det er ikke uspiseligt for Enhedslisten, lader Søren Egge forstå.
- Det vil betyde, at vi kan køre videre med vores velfærdssamfund. Men lad os nu tage den videre proces og se, hvad der kommer ind af høringssvar, siger han.
/ritzau/