Det var et oplagt forhandlingstrekløver fra Enhedslisten, som forlod Finansministeriet for kort tid siden.
Både Johanne Schmidt-Nielsen, Frank Aaen og Per Clausen så i hvert fald tilfredse ud.
Stemningen til første møde havde været positiv, men helt færdige blev de dog ikke, slog Frank Aaen fast.
"Vi skal nok mødes et par gange mere vil jeg tro," sagde en hemmelighedsfuld Frank Aaen på vej ud af finansministeriet.
Han fortalte, at Finansministeren havde været flittig til at notere under mødet, der varede lige over én time.
"Nu ved regeringen, hvad vi vil have, og vi ved, hvad de vil have. Og det er jo altid en god ting," siger Frank Aaen.
Og selvom Enhedslisten og regeringen stadig har stridende synspunkter på dele af finansieringen, var han positiv.
"Det der med økonomien, kan godt blive en udfordring," sagde han med et glimt i øjet, inden han fortsatte.
"Men der har aldrig været finanslovsforhandlinger, hvor økonomien ikke har været det centrale punkt," slog han fast.
Johanne Schmidt-Nielsen anerkendte også, at forhandlingerne omkring bankernes bidrag til statskassen nok ville blive noget langstrukne.