Danskerne behøver alligevel ikke at arbejde 12 minutter ekstra om dagen.
Det mener Enhedslisten, der opfordrer Socialdemokraterne og SF til droppe forslaget om at forbedre dansk økonomi med 15 milliarder kroner ved at øge arbejdstiden for alle.
Det skriver Politiken.
Det skyldes, at statens underskud i 2011 - ifølge beregninger fra Lån og Spar Bank - kun bliver omkring halvdelen af de 80 milliarder, som Finansministeriet tidligere har vurderet.
"Hullet er halvt så stort, som man har regnet med. Derfor siger vi til S og SF, at de må overveje at droppe den ekstra uges arbejde om året. Forslaget har ikke ligefrem været populært i befolkningen - med god grund," siger politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen til Politiken.
Fejlskønnet ændrer dog ikke ved, at der skal gøres noget ved hullet i statskassen, og at danskerne er nødt til at arbejde mere, fastslår finansordfører Morten Bødskov (S).
"Selv om vi har et mindre underskud, end vi tidligere havde, er der stadig store problemer for dansk økonomi. Regeringen har slået hul i kassen med fejlslagen krisepolitik og ufinansierede skattelettelser," siger han til Politiken.