Enhedslisten og de radikale har aldrig været perlevenner. Nu bryder uvenskabet ud i lys luge.
Det lille venstrefløjsparti forlanger nemlig, at de radikale trækker deres opbakning til en halvering af dagpengeperioden.
"Hvis de radikale allierer sig med regeringen og Dansk Folkeparti om at forringe dagpengene, og samtidig truer med at blokere for ændringer efter et valg, så er de radikale ikke længere en del af løsningen, men en del af problemet," siger gruppeformand Per Clausen i en pressemeddelelse.
De rød-grønne mener, at de radikale umuligt kan indgå i en centrum-venstre-regering, hvis partiet først støtter de borgerliges dagpengereform og siden holder fast i den beslutning efter et valg.
"Med de seneste udmeldinger fra Margrethe Vestager, dømmer de radikale sig selv ude på forhånd," siger han.
"Den nye situation gør det helt afgørende, at der efter et valg vil kunne dannes flertal alene mellem S, SF og Enhedslisten. Men den situation tror jeg også er inden for rækkevidde," slutter han.
Både Socialdemokraterne og SF har meldt ud, at de ikke vil tage stilling til, om halveringen af dagpengeperioden bliver rullet tilbage, hvis de vinder næste valg. De vil lade spørgsmålet indgå i de trepartsforhandlinger, som er varslet i udspillet Fair Løsning.