Da transfervinduet for fodboldhandler lukkede tirsdag aften klokken 00.00, havde hundredevis af fodboldspillere skiftet arbejdsgiver på tværs af Europas fodboldligaer.
Mens de fleste af handlerne var af mindre karakter, blev der traditionen tro oprustet og luget ud i de største klubber.
I Premier League blev der handlet for 537 millioner kroner i løbet af januar, hvilket er 70 pct. mindre end sidste år, hvor Chelseas køb af Fernando Torres for angiveligt 447 millioner kroner var med til at lægge et rekordhøjt transferniveau, skriver Reuters.
Den store nedgang i forhold til sidste år skyldes nye UEFA-regler, som giver de mange klubber der kører med underskud tre år til at rette op på økonomien eller risikere udelukkelse fra de internationale turneringer. Torres-handlen, som viste sig at blive noget af et flop for Chelsea, kan dog også have lagt en dæmper på købelysten, vurderer en observatør af sportshandler over for Reuters.
Det var dog igen Chelsea, som førte an i de store handler sammen med Queens Park Rangers og Newcastle.
Chelsea købte således forsvarsspilleren Gary Cahill fra Bolton, og solgte samtidig Nicolas Anelka til kinesiske Shanghai Shenhua. Prisen er ikke oplyst. Desuden solgte klubben forsvarsspilleren Alex til franske Paris Saint Germain.
Newcastle købte senegaleseren Papiss Cisse fra tyske Freiburg for ca. 90 millioner kroner, mens Queens Park Rangers købte angriberen Bobby Zamora fra Fulham for et ikke oplyst beløb.
Kilde: Reuters