I aftes blev England på lige fod med Danmark sendt ud af U21 EM.
Det skete da Tjekkiet scorede to mål i den afgørende gruppekamps døende minutter.
Gennem hele kampen spillede englænderne bolden flittigt på tværs, mens det var småt med de åbne chancer.
Men det er småt med selvransagelsen hos de eliminerede englændere efter 2-1-nederlaget.
Træner Stuart Pearce skyder blandt andet skylden på lodtrækningen. Danmarks gruppe var slet ikke så stærk som den engelske, siger han.
"Et hold (Hviderusland, red.) er kommet ud af den anden gruppe, selvom de kun har vundet én kamp. Det fortæller, at lodtrækningen nok har samlet de stærkeste hold," siger Stuart Pearce til The Sun.
"Men okay sådan er turneringsfodbold. Jeg har lært en lektie. Vi bliver nødt til at tage dette slag," lyder det fra manden de på øerne kalder 'Psycho'.
England forlader turneringen uden en eneste sejr. Undervejs formåede kun Manchester Uniteds angriber Danny Welbeck, at finde vej til netmaskerne.
Kilde: The Sun