Anders Lindegaard spillede en pragtkamp for Manchester United i onsdagens Champions League-opgør mod Benfica, og det har fået de engelske mediers øjne op for den danske målmands kvaliteter.
The Sun har sammenlignet Lindegaard med klubbens nuværende førstemålmand, David de Gea, og konkluderer, at danskeren er den bedste målmand af de to.
Målmændene er blevet sammenlignet på 'Kontrol i feltet', 'Redninger/reflekser' og 'Luftkontrol'.
I hver kategori bliver de tildelt op mod 10 point, og Lindegaard vinder klart duellen med sikre 22 point mod de Geas 19.
Lindegaard har da også tidligere meldt klart ud, at han vil slå den spanske målmand af pinden.
"Jeg vil ikke stille mig tilfreds med at være nummer to. Jeg er her, fordi jeg vil være nummer et. Jeg har sagt tusind gange, at jeg ikke er her for at pille næse," siger han til The Sun.
På trods af avisens roser og egne ambitioner må danskeren dog nøjes med at følge med fra bænken, når Manchester United på søndag drager ud mod rivalerne fra Chelsea. Men det er Anders Lindegaard afklaret med.
"Manageren (Alex Ferguson, red.) har bevist, at han er den bedst manager i verden, og jeg vil altid respektere hans beslutninger."
Sådan vurderede The Sun målmændenes respektive kvaliteter:
Luftkontrol
Lindegaard: 6
"Ser sikker ud under luftangreb"
de Gea: 5
"Virker usikker"
Kontrol i feltet
Lindegaard: 8
"Er selvsikker"
De Gea: 5
"Forsvaret ved ikke, hvor de har ham"
Redninger/reflekser
Lindegaard: 8
"Spillede fremragende i Portugal (kampen mod Benfica, red.)"
De Gea: 9
"Helt klart hans force"
Kilde: The Sun