Peter Christensen (V) har sandsynligvis ikke en ny skattereform på trapperne, og Troels Lund Poulsen(V) når næppe at sætte sig ind i detaljerne omkring folkeskolen, før næste Folketingsvalg skydes i gang.
Den spritnye skatteminister, undervisningsminister og integrationsminister, Søren Pind (V), har efter alt at dømme ikke mange måneder til at varme ministerstolen op i deres respektive ministerier, før startskuddet går til et nyt Folketingsvalg.
Men det er overhovedet heller ikke meningen med ministerudnævnelserne, mener politisk kommentator Hans Engell.
"Det, der er meningen med de nye ministre, det er, at de skal ind og føre landspolitik. Det skal gå løs på oppositionen," siger Hans Engell til Newspaq.
Problemet med regeringens ministerhold har hidtil været, at de markerede sig for vagt over for vælgerne og de modstående partier.
"Løkke har nu valgt et par lidt mere hårdtslående ministre. Tre ministre, der alle er gode til at lave overskrifter. Men politikere, der laver overskrifter, laver også engang imellem selvmål i overskrifterne," siger han.
Selvom ministrene med de skarpe tunger kan give bagslag i medierne, har statsministeren, ifølge Hans Engell, ikke råd til at spille sikkert spil.
"Han vinder ikke valget med ministre, der fremstår mere som kontorchefer end som frontløbere", siger han.
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen tidligere på dagen præsenterede sine tre nye venstre-ministre på Amalienborg Slotsplads, gav han alle tre profiler positive ord med på vejen.
Og hvis de skarpe tunger kommer til at smælde i medierne de næste måneder, lader det også til at passe statsministeren fint.
"Jeg sætter pris på folk, der er rappe i replikken", sagde han.