Fire danskere er inden for de seneste dage døde af influenza A (H1N1). En femte døde tilbage i november.
To af ofrene er mænd, der begge var uden for risikogruppen, skriver Sundhedsstyrelsen på sin hjemmeside.
Begge mænd er fra hovedstadsområdet og døde henholdsvis den 3. december og den 4. december.
Den ene var i 40'erne og den anden i 50'erne, og ingen af dem havde altså alvorlige kroniske sygdomme eller luftvejsproblemer.
Et tredje offer er en mand, også i 50'erne. Han var i risikogruppen for influenza A (H1N1), men var ikke vaccineret. Han døde i dag onsdag.
I Region Syddanmark døde en mand i 40'erne den 7. december af influenzaen, heller ikke han var vaccineret.
Region Midtjylland er også ramt af et dødsfald. Her døde en kvinde i 50'erne den 18. november, og det er siden påvist, at hun havde influenza A. Kvinden var i risikogruppen, og havde fået vaccinen få dage før hun blev syg.
Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at personer i risikogruppen bliver vaccineret, og at alle er opmærksomme på faresignaler som høj feber i mere end tre dage og åndedrætsbesvær.
Indtil videre er der registreret 16 dødsfald som følge af influenza A i Danmark. Tre af dem har været uden for risikogruppen.
På sin hjemmeside understreger Sundhedsstyrelsen, at selvom epidemien har toppet og antallet af syge er på vej ned, så kan antallet af indlagte og døde sagtens stige de kommende uger, da alvorlig sygdom udvikles over tid.
Der er endnu ikke fundet alvorlige mutationer blandt danskere med influenza A.