De falder som fluer i bokseturneringen Super Six.
Først trak Jermain Taylor sig efter et grimt knockoutnederlag mod Arthur Abraham, og i slutningen af august måtte Mikkel Kessler forlade turneringen med en skade.
Nu har amerikanske Andre Dirrell, også valgt at smide håndklædet i ringen angiveligt på grund af helbredsmæssige problemer.
"Jeg er meget skuffet. Andre har nogle neurologiske problemer, og vi er blevet rådet af neurologer til, at Andre i øjeblikket ikke må sparre, og han kan heller ikke kæmpe, førend han er fri for symptomer. Vi vil få foretaget flere test. Jeg beder bare til, at alt er okay for Andre Dirrell og hans familie," siger promoter Gary Shaw til Fightnews.com.
Nu er der kun tre tilbage af de oprindelig seks udvalgte i turneringen - nemlig Andre Ward, Carl Froch og Arthur Abraham.
Derudover er der kommet to nye duellanter til. Allan Green afløste Jermain Taylor og Glen Johnson afløste Mikkel Kessler. Hvem, der skal afløse Andre Dirrell, er endnu ikke offentliggjort.