En nu voksen kvinde står nu frem og fortæller, at hun som 14-årig tilbage i 1960'erne blev udsat for et seksuelt overgreb fra en katolsk præst.
Præsten skulle ifølge anklagerne have befamlet pigen blandt andet på brysterne. Bagefter tog hun kontakt til det katolske kirkekontor i København og fortalte om overgrebene. Kirkekontoret sendte en anden præst til Randers for at finde ud af, om det kunne passe.
"Og deres dom var, at hun løj," siger formand for Landsorganisationen Mod Seksuelle Overgreb, Vibeke Møller, til DR Nyheder.
Kvinden ønsker ikke at stå frem i offentligheden af hensyn til sin familie, men ifølge Vibeke Møller har kvinden været påvirket af overgrebene i mange år efter.
"Hun har fortalt, at det havde haft store personlige konsekvenser for hende - også rent trosmæssigt. Hun tilhører ikke den katolske kirke længere, men er gået over i et andet trossamfund," siger Vibeke Møller til DR Nyheder.
Ifølge talsmand for Den Katolske Kirke i Danmark, Niels Engelbrecht, kender kirken ikke til den konkrete sag, men han er villig til nu at gå videre med sagen og konfrontere den pågældende præst.
Tre præster står nu anklaget for at have forgrebet sig på børn. To af dem er indtil videre fritstillet efter anklagerne.
I alt har 20 personer henvendt sig med anklager.