Der er fornyet håb til Superligaens bundprop Esbjerg efter 2-0 sejr over FC Nordsjælland.
Det er vestjydernes første hjemmesejr i 12 kampe.
Jesper Lange blev dagens helt i Esbjerg med to kasser - begge i anden halvleg.
Først bankede han bolden i nettet efter en dribletur på tværs af feltet, senere sendte han bolden i mål fra tæt hold.
Sejren sender dog ikke Esbjerg over stregen men afstanden til FCN på den rigtige side af stregen er nu på blot tre point - med fire spillerunder igen.
I Odense måtte OB tage til takke med ét point med Silkeborg, da de to hold spillede 0-0 i en chancefattig kamp.
OB er stadig favoritter til sølvmedaljerne med 48 point - fem flere end Brøndby inden aftens kamp mod FCK.
Og i den tidligere søndagskamp sikrede Randers sig tre vigtige point i bundstriden, da holdet vandt 1-0 over Horsens. Målscorer blev Mikkel Cramer i det 90. minut.